Genopslag Praktikophold
GENOPSLAG Praktikant til Udenrigsministeriets team
Et praktikophold ved DANATO i NATO’s hovedkvarter i Bruxelles byder på spændende faglige og personlige udfordringer i et internationalt og dynamisk arbejdsmiljø.
DANATO søger en praktikant til Udenrigsministeriets team for foråret 2025, den 1. februar – 31. juli 2025.
Ansøgningsfrist er den 7. oktober 2024
Arbejdsopgaver
Som praktikant vil du indgå i et travlt team bestående af udsendte medarbejdere fra Udenrigsministeriet ledelse af ambassadøren. Du vil blive tilknyttet opgaver, der dækkes af Udenrigsministeriets sagsbehandlere bl.a. NATO’s operationer, hybride trusler, nye teknologier, NATO’s partnerskabspolitik, herunder samarbejde med bl.a. de vesteuropæiske partnere, Georgien og Ukraine, Mellemøsten samt NATO’s public diplomacy.
Arbejdsopgaverne for alle praktikanter vil afspejle repræsentationens aktuelle opgaver bl.a.:
- Multilateralt diplomati: Bistå arbejdet i komitéer og arbejdsgrupper, hvor den danske stol varetages af DANATO-sagsbehandlere eller andre danske myndigheder. Her vil du opnå et godt indblik i multilaterale arbejdsgange.
- Indberetningsvirksomhed: Bidrage til forberedelse samt afrapportering fra udvalgte møder.
- Grundlæggende sagsbehandling: Koordination med hjemlige ministerier, mødeforberedelse, udarbejdelse af referater, briefinger og lign. til brug for den videre sagsbehandling.
- Informationssøgning og -formidling: Opdatering af repræsentationens hjemmeside og intranet samt indsamling af baggrundsinformation fra internettet, rapporter og andre dokumenter til baggrundsnotitser.
- Bidrage til arbejdet med repræsentationens kommunikation på sociale medier.
Kvalifikationer
Du er dygtig og formentlig samfundsfaglig universitetsstuderende på overbygningen med interesse for forsvars- og sikkerhedspolitik Vi leder efter studerende med stærke analytiske evner, drive og et stort engagement samt en nysgerrig, kreativ, åben og positiv tilgang til opgaveløsningen. Du må meget gerne komme med gode eksempler på disse kvalifikationer i din ansøgning. Derudover forventer vi, at du har gode dansk- og engelskkundskaber samt kendskab til MS Office Package (PowerPoint, Excel & Word).
Opholdet skal bidrage til din uddannelse, og vil foregå under vejledning af en sagsbehandler i dit team. Vi anbefaler, at du inden du søger om et praktikophold undersøger, hvilke akademiske krav din uddannelsesinstitution stiller til dig i forbindelse med et praktikophold.
Krav
Du skal være studerende og tilmeldt en højere uddannelsesinstitution på bachelor- eller kandidatniveau.
Hvis du er udenlandsk statsborger, skal du have boet i Danmark i mindst 3 år, på ansøgningstidspunktet have fast bopæl i Danmark og være indskrevet på et studie på en højere læreanstalt i Danmark under hele praktikopholdet.
Det er en betingelse, at du kan sikkerhedsgodkendes af de danske myndigheder, og at du opretholder din sikkerhedsgodkendelse under hele praktikopholdet. Der vil blive indhentet referencer i forbindelse med sikkerhedsgodkendelsen.
Vi gør opmærksom på, at man kun kan have ét praktikophold i den danske udenrigstjeneste.
Vilkår
Arbejdstiden er i gennemsnit 37 timer ugentligt (inkl. frokostpause). Du optjener 2,08 feriedage pr. måneds praktik svarende til 12,5 dage i løbet af dit 6-måneders praktikophold. Hvis dit studie forlanger, at du skriver en større akademisk opgave i forbindelse med dit praktikophold, vil du desuden kunne få skrive-fri inden for et maksimum af 10 dage afhængig af krav til omfang og kompleksitet af opgaven.
Du er selv ansvarlig for at finde bolig og afholde alle udgifter forbundet hermed.
Praktikopholdet er ulønnet, men der ydes en kompensation på 600 EUR pr. måned til dækning af udgifter til logi, transport, forsikring og andre udgifter, der knytter sig til praktikopholdet.
De fleste praktikanter vil desuden have mulighed for at medtage deres SU, men det bør du selv søge afklaret med Styrelsen for Videregående Uddannelser.
Ansøgning
Skriftlig ansøgning vedlagt CV, karakterudskrift og relevante anbefalinger, gerne i én samlet PDF-fil, sendes på e-mail til [email protected] Angiv venligst i e-mailens emnelinje ”Praktikant UM”.
Flere oplysninger kan fås ved henvendelse til første ambassadesekretær (Udenrigsministeriet) Sarah Vormsby på [email protected] eller tlf. +32 2 707 6103.