Gå til indhold

Våbenkontrol, nedrustning og ikke-spredning

NATO har en lang tradition for at føre en aktiv politik vedrørende våbenkontrol, nedrustning og ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben. Alliancen må samtidig sikre, at dets kollektive forsvars forpligtelser er opfyldt, når NATO forfølger sine sikkerhedspolitiske mål gennem disse politikker. Grundlaget for NATO’s politik på områderne er skabt i den bi-polære verdensorden under Den Kolde Krig samt den efterfølgende konventionelle våbennedrustning, der fulgte Sovjetunionens opløsning.

NATO som organisation er ikke underlagt nogen traktater eller aftaler på området, men NATO opfordrer allierede, partnere og andre lande til at deltage aktivt i international våbenkontrol, nedrustning og ikke-sprednings traktater og aftaler.

Våbenkontrol er den bredeste af de tre kategorier og indeholder typisk gensidige regler og aftaler om at begrænse nationers beholdninger og brug af våben. Aftalerne kan også regulere militære aktiviteter.

Nedrustning er ofte upræcist brugt som et synonym for våbenkontrol, men henviser til den handling at fjerne eller afskaffe våben (især offensive våben). For eksempel har NATO en lang række programmer til gennemførsel af afvæbning og destruktion af håndvåben i forskellige dele af verden.

Ikke-spredning henviser til alle bestræbelser på at forhindre spredning af masseødelæggelsesvåben (WMD) eller deres fremføringsmidler (eks. missilteknologi). Derudover refererer begrebet til alle ikke-militære tiltag, der benyttes, såfremt spredning allerede er sket.

NATO’s indsats inden for de tre områder blev styrket i forbindelse med topmødet i Bukarest i 2008, hvor NATO’s stats- og regeringschefer besluttede at skærpe NATO’s profil ved fortsat at bidrage til den internationale indsats på disse områder samt løbende evaluere indsatsen. Disse forpligtelser er blevet genbekræftet på samtlige efterfølgende topmøder.

Læs mere om våbenkontrol, nedrustning og ikke-spredning, her.