Gå til indhold

Tech

Teknologi og innovation

Den teknologiske udvikling går stærkt, og den er med til at ændre ikke blot vores måde at leve på, men også rammebetingelser for, hvorledes vi forsvarer os og styrker vores sikkerhed. 

Under overskriften ’Emerging and Disruptive Technologies’ (EDT) stiller NATO skarpt på de udfordring og muligheder som f.eks. kunstig intelligens, autonome systemer og kvanteteknologi bringer med sig for NATO’s fortsatte virke. Målet er, at ny teknologi skal styrke NATO’s evne til at afskrække og om nødvendigt forsvare sig i fremtidens konflikter.

Derfor arbejder Alliancen sammen med den private og offentlige sektor, den akademiske verden samt civilsamfundet med henblik på at udvikle og tilpasse nye teknologier, styrke allieredes industrielle base og opretholde Alliancens teknologiske forspring.

Stats- og regeringscheferne besluttede på Bruxelles-topmødet i 2021 at lancere NATO’s DIANA-initiativ (’Defence Innovation Accelerator for the North Atlantic’) samt at etablere en NATO Innovationsfond (NIF). På Madrid topmødet i 2022 blev Innovationsfonden søsat med 22 allierede lande, inklusiv Danmark, ombord. 

Kort fortalt stræber de to tiltag på at levere tech-baserede løsninger på udfordringer, som man i dag står over for – og hvor hurtige investeringer i bl.a. start-ups kan hjælpe NATO med at skærpe sin teknologiske klinge. 

Danmark er udvalgt som NATO’s kvantecenter med Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet som det centrale element. Centeret vil bestå af to dele: 1. En accelerator, der kører et konkurrencepræget forløb for udvalgte start-ups, som strækker sig over 12-18 måneder. Forløbet skal gøre virksomhedernes nye teknologiske løsninger modne til et kommercielt marked. 2. Et testcenter og en fabrikationsenhed, der består af fysiske laboratorier og testfaciliteter, hvor nye innovative idéer kan udvikles og testes.

Læs mere om NATO’s arbejde med nye teknologier her.

Læs mere om kvanteteknologi i forsvar og sikkerhed her.