Gå til indhold

NATO partnere


NATO’s partnerskaber
NATO har efter afslutningen af Den Kolde Krig foretaget en række initiativer for at øge den politiske dialog og samarbejde gennem Det Euro-Atlantiske Partnerskabsråd, Partnerskab for Fred-programmet, Middelhavsdialogen, Istanbul Samarbejdsinitiativet samt Interoperabilitets Initiativet. Samarbejdet er indgået mellem de øvrige lande i Europa, nabolande i Middelhavsregionen samt samarbejdspartnere på globalt plan.


NATO’s kapacitetsopbygning
Flere af NATOs partnere er under pres, hvilket har stor betydning for alliancens sikkerhed. Ruslands invasion af Ukraine og generelle aggressive adfærd har sat pres på Alliancens østlige partnere under massivt pres, og i syd er mange af NATO's naboer under pres af en stadigt forværret sikkerhedssituation, herunder bl.a. fra ISIS og andre voldelige, ekstremistiske grupper. NATO har en 360 graders tilgang til stabilisering. Udviklinger i syd og øst har betydet, at der er kommet en stigende opmærksomhed på, hvordan NATO kan bidrage til det internationale samfunds indsats for at håndtere udfordringerne.

NATO søger blandt andet at fremme stabilitet gennem samarbejde og partnerskaber med ikke-NATO lande og andre internationale organisationer. Herigennem arbejder NATO for at skabe dialog og praktisk samarbejde indenfor politiske og sikkerhedsrelaterede emner for at fremme stabilitet og sikkerhed i Alliancens nærområde og dermed på sigt styrke Alliancens egen sikkerhed.

Kapacitetsopbygning anses som et af NATO’s nøgleværktøjer i bestræbelserne på at skabe stabilitet ud over NATO’s egne grænser. På topmødet i Wales i 2014 lancerede NATO the Defence and Related Security Capacity Building (DCB) Initative. Formålet med initiativet er at bidrage til opbygningen af lokal kapacitet i forsvars- og sikkerhedssektoren i udvalgte NATO partnerskabslande. Indsatserne kan inkludere forskellige former for støtte f.eks. strategisk rådgivning om forsvars- og sikkerhedssektor reformer, opbygning af forsvars- og sikkerhedsinstitutioner og træning af lokale sikkerhedsstyrker. Der er indtil videre introduceret såkaldte DCB-pakker til henholdsvis Georgien, Moldova, Bosnien-Hercegovina, Irak, Jordan, Tunesien, FN og Mauretanien.

Det Euro-Atlantiske Partnerskabsråd (EAPC) 
Efter afslutningen af Den Kolde Krig foretog NATO en række initiativer for at øge den politiske dialog og samarbejdet mellem tidligere fjender, europæiske stater og nabolande i Middelhavsregionen. Et af de første skridt var oprettelsen af Det Nordatlantiske Samarbejdsråd i 1991, der i 1997 skiftede navn til Det Euro-Atlantiske Partnerskabsråd (EAPC).

EAPC er et multilateralt forum for dialog og konsultation om politiske og sikkerhedsrelaterede emner blandt NATO allierede og partnerskabslande. Rådet er således et vigtigt forum mellem NATO’s medlemslande og de 18 partnerskabslande, der deltager i Partnerskab for Fred-programmet (PfP). EAPC har til formål at sikre langsigtet konsultation og samarbejde indenfor en lang række emner, der bl.a. omhandler krisehåndtering og sikkerhedsstyrkende operationer; regionale problemer; våbenkontrol; udbredelse af masseødelæggelsesvåben samt international terrorisme. EPAC beskæftiger sig dog ikke med NATO's kollektive forsvar.

Læs mere om Det Euro-Atlantiske Partnerskabsråd (EAPC) her.

Partnerskab for Fred-programmet
I 1994 lancerede NATO Partnerskab for Fred-programmet (PfP), der har til formål at bistå partnere i at øge landenes stabilitet, mindske fredstruslen og opbygge stærkere sikkerhedsrelationer mellem NATO og Euro-Atlantiske partnere. PfP programmet bliver indgået individuelt mellem hver Euro-Atlantisk partner og NATO, hvor partnerskabslandene selv vælger deres prioritering for samarbejdet. Programmet er dermed skræddersyet til hvert af de 18 partneres individuelle behov, hvilket muliggør praktisk samarbejde på en række forskellige områder, herunder militære øvelser og uddannelse. Erfaringerne fra PfP har bl.a. bidraget til effektivt samarbejdet mellem de lande, der deltog i operationerne i Bosnien-Hercegovina, Kosovo og Afghanistan.

Læs mere om Partnerskab for Fred (PfP) her.

Middelhavsdialogen
I 1994 indledte NATO ligeledes et samarbejde med en række lande fra Middelhavsregionen under betegnelsen Middelhavsdialogen. Middelhavsdialogen er en integreret del af NATO's tilpasning til forholdene efter Den Kolde Krig og den sigter mod at skabe gode relationer og forbedre gensidig forståelse med lande i Middelhavsområdet samt fremme regional sikkerhed og stabilitet. NATO’s partnere i Middelhavsdialogen har herudover bidraget til en række NATO-operationer, herunder SFOR i Bosnien-Hercegovina, KFOR i Kosovo, ISAF i Afghanistan samt OUP I Libyen.

Middelhavsdialogen omfatter partnerne Algeriet, Egypten, Israel, Jordan, Mauretanien, Marokko og Tunesien.

Læs mere om Middelhavsdialogen her.

Istanbul Samarbejdsinitiativet
På topmødet i Istanbul i 2004 vedtog NATO at udbygge den eksisterende Middelhavsdialog, og etablerede et selvstændigt samarbejde med Golf-landene under navnet Istanbul Samarbejdsinitiativet (ICI). Alle landene i Golfstaternes Samarbejdsråd (GCC) var inviteret til at deltage, og på nuværende tidspunkt er Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater, Kuwait og Qatar en del af samarbejdet.

Læs mere om Istanbul Samarbejdsinitiativet her.

Interoperabilitet og Enhanced Opportunities Partners
NATO og dets partnerskabslande har gennem tætte forbindelser ved operationer opnået stor interoperabilitet ved brug af harmoniserede standarder, doktriner, procedurer og materiel. Interoperabilitet er en nødvendighed for at partnere kan bidrag til NATO-ledede operationer, missioner samt øvelser, og efter lanceringen af Initiativet for Interoperabilitet til topmødet i Wales i 2014 har NATO grundlagt interoperabilitetsplatformen for at fremme samarbejdet mellem NATO og partnerskabslande.

NATO-medlemmer og partnere diskutere i dette forum projekter og udfordringer, der påvirker interoperabiliteten for fremtidig krisehåndtering, og alle komitéer eller organer i NATO kan mødes i et format under interoperabilitetsplatformen. De 21 partnerskabslande er Armenien, Australien, Aserbajdsjan, Bahrain, Bosnien og Hercegovina, De Forenede Arabiske Emirater, Georgien, Irland, Japan, Jordan, Kasakhstan, Marokko, Moldova, Mongoliet, New Zealand, Schweiz, Serbien, Sydkorea, Tunesien, Ukraine og Østrig.

NATO's ”Enhanced Opportunities Partners” for dybere samarbejde blev som et resultat af Initiativet for Interoperabilitet etableret mellem NATO og Australien, Georgien, Jordan samt Finland og Sverige (der nu begge er gået over til at være fuldgyldige medlemmer af NATO). Disse partnere har en mere skræddersyet tilgang til at opretholde bidrag til NATO missioner og operationer gennem regulære politiske konsultationer; øget adgang til interoperabilitetsprogrammer og -øvelser; deling af information samt tættere forhold til disse partnere ved kriser og forberedelse af operationer.

Læs mere om NATO’s interoperabilitet og Enhanced Opportunities Partners her.


Globale partnere

Foruden de formelle samarbejdsfora har NATO individuelle partnerskaber med en række lande på globalt plan. Omfanget for samarbejdet er baseret på individuelle partnerskabsplaner, hvor de globale partnere engageres og samarbejder med NATO til fælles fordel for begge parter.

Den store betydning af de globale partnerskabslande fremgår af NATOs Strategiske Koncept fra topmødet i Lissabon i 2010, og NATO har opnået bilaterale relationer med hvert af de globale partnerskabslande. Disse globale partnere deltager således også i fælles øvelser og operationer, ligesom andre medlemmer af NATOs formelle samarbejdsfora. På nuværende tidspunkt er Australien, Columbia, Irak, Japan, Mongoliet, New Zealand, Pakistan og Sydkorea del af NATO's globale partnerskaber.

Læs mere om NATO’s globale partnere her