Historie
NATO (North Atlantic Treaty Organisation) er en transatlantisk sammenslutning, som samler Europa og Nordamerika i en enestående forsvars- og sikkerhedspolitisk alliance.
NATO's grundlæggende og vedvarende formål har siden 1949 været at værne om medlemslandenes frihed, stabilitet og sikkerhed gennem politiske og militære midler. Derudover har NATO siden 1949 fungeret som et centralt forum for konsultation om sikkerhedspolitiske emner af interesse for medlemmerne, og har været en bærende søjle for fred og stabilitet i det euro-atlantiske område. Alliancen bygger på fælles værdier som demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincipper.
Find mere information om NATO’s grundlæggelse her.
Alliancens oprindelse
Afslutningen på Anden Verdenskrig efterlod et opdelt Europa mellem Vest og Øst. I 1949 grundlagde 12 lande (Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Holland, Island, Italien, Luxembourg, Norge, Portugal, Storbritannien og USA) NATO med det formål at sikre Vesteuropæisk fred og demokratiske værdier, promovere samarbejde og økonomisk vækst blandt dets allierede og beskytte Vesteuropæisk frihed fra det daværende Sovjetunionen gennem et kollektivt forsvar. Den første Nordatlantiske Traktat blev underskrevet den 4. april 1949 i Washington og trådte i kraft den 24. august 1949.
Læs mere om Washingtontraktaten her.
Grundlæggende og unikt for Alliancen var, hvordan de 12 stiftende lande gennem Washingtontraktatens artikel 5 forpligtede sig til at komme hinanden til forsvar, hvis bare ét af landene kom under angreb. Denne forpligtelse bliver i daglig tale kaldt NATO’s Musketéred og betyder, at medlemmerne var enige om, at et angreb mod en eller flere af dem betragtes som et angreb mod dem alle. Hvis et sådant angreb fandt sted, skulle hver af medlemslandene under udøvelse af retten til individuelt eller kollektivt selvforsvar (som anerkendt ved artikel 51 i De Forenede Nationers pagt) bistå den eller de angrebne medlemslande med de nødvendige midler i genoprettelsen og opretholdelsen af deres fælles sikkerhed og stabilitet. Artikel 5 er i dag omdrejningspunktet for NATO’s afskrækkelsesstrategi og et fortsat unikt element i NATO’s samarbejde blandt nu 31 allierede.
Warszawapagten
Som modsvar til NATO oprettede Sovjetunionen i 1955 Warszawapagten som en østeuropæisk militæralliance med Albanien, Bulgarien, dav. Tjekkoslovakiet, dav. DDR, Ungarn, Polen og Rumænien. Under Den Kolde Krig var det primært truslen fra Sovjetunionen og Warszawapagten, som definerede NATO's rolle og formål. I begyndelsen af 1990'erne stod NATO derfor over for en ny situation ved Sovjetunionens sammenbrud. Warszawapagten blev opløst efter pres fra de nyligt uafhængige østeuropæiske lande, og eftersom de gamle fjender var forsvundet, var der mange iagttagere, som mente at NATO's eksistensgrundlag var forsvundet.
Selvom den førhen definerede sovjetiske trussel om militær invasion forsvandt med afslutningen på Den Kolde Krig, var ustabiliteten i Europa vokset markant. I starten af 1990'erne brød en række regionale konflikter ud i det daværende Jugoslavien og i dele af Sovjetunionen som følge af etniske spændinger, der truede med at sprede sig. NATO-landene kom hurtigt til den konklusion, at deres vilje til kollektivt forsvar, krisestyring og samarbejde gennem NATO fortsat var den bedste garanti for deres sikkerhed, og at NATO’s eksistens fortsat var en nødvendighed. Alliancen har siden påtaget sig en række nye, centrale opgaver, herunder bl.a. indgåelse af partnerskaber med lande over hele verden for at medvirke til gensidig dialog, tillid og transparens. Det har været nødvendigt med disse nye former for politisk og militært samarbejde for at håndtere regionale konflikter og bevare fred og stabilitet i Europa og i det euro-atlantiske område.
Det internationale og regionale sikkerhedsmiljø er foranderligt, og det tvinger Alliancen til at være omstillingsparat. NATO har derfor løbende måtte gennemføre reformer og tilpasse sine militære strukturer og kapaciteter for at opretholde den nødvendige operationalitet og politiske stabilitet, der kan modsvare de skiftende udfordringer. Det inkluderer bl.a. opgaver som krisestyring, fredsbevarende og fredsskabende operationer samt udvikling og investering i nye områder som cyberspace, nye distruptive teknologier og rummet.
I dag er Alliancen involveret i stadigt flere aktiviteter, der tager sigte på at fremme samarbejdet med andre lande uden for NATO samt aktivt at imødegå det 21. århundredes sikkerhedsudfordringer. Efter flere udvidelsesrunder (senest med Finlands indtræden i Alliancen den 4. april 2023) er der i dag 31 medlemslande. Sverige vil også snart indtræde som medlem i Alliancen.
Få et overblik over NATO’s 31 medlemslande her.
Den transatlantiske forbindelse
I dag danner NATO's europæiske og nordamerikanske allierede et bredt transatlantisk fællesskab, som dækker politiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige spørgsmål. Fællesskabet er baseret på gensidig afhængighed, fælles værdier og fælles interesser.
Forskellige nationale holdninger betyder, at de allierede ikke altid er enige, men NATO's formål er netop at fremme konsultationer og diskussioner blandt de allierede, så der kan opnås konsensus.
NATO's medlemmer arbejder sammen om en bred transatlantisk dagsorden med fokus på at skabe langsigtede strategier om bl.a. terrorisme, Ruslands aggressive handlinger mod Ukraine, den voksende ustabilitet i syd samt andre tværnationale trusler ,der udfordrer sikkerheden i det euro-atlantiske område.