Spring til indhold

Historie

NATO (North Atlantic Treaty Organisation) er det konkrete udtryk for den transatlantiske sammenslutning, som samler Europa og Nordamerika i en enestående forsvars- og sikkerhedspolitisk alliance. Her kan du læse om NATO's oprindelse og udvikling.

Find en præsentation af NATO historiske udvikling, her.

Alliancens oprindelse
Efter Anden Verdenskrig blev Østeuropa og Vesteuropa delt efter ideologiske og politiske skillelinjer, hvor Østeuropa kom under sovjetisk dominans. I 1949 dannede 12 lande fra begge sider af Atlanterhavet NATO for at hindre, at Sovjetunionen udbredte sin kontrol til andre dele af kontinentet end Østeuropa. Den Nordatlantiske Traktat blev underskrevet den 4. april 1949 i Washington og trådte i kraft den 24. august 1949.

Læs mere om Washington traktaten, her

Fra 1947 til 1952 stillede den amerikanske Marshall-plan midler til rådighed, som gjorde det muligt at stabilisere de vesteuropæiske økonomier. NATO's rolle, som en politisk og militær alliance, var at danne et kollektivt forsvar mod enhver form for aggression og at garantere et sikkert miljø for demokratisk udvikling og økonomisk vækst. Ifølge den daværende amerikanske præsident Harry S. Truman var Marshall-planen og NATO to sider af samme sag.

De 12 stiftende lande Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Holland, Island, Italien, Luxembourg, Norge, Portugal, Storbritannien og USA, forpligtede sig til at komme hinanden til forsvar under et militært angreb på et af landene, hvilket beskrives i artikel 5 i Washington–traktaten, der ofte omtales musketéreden. Ved at binde Nordamerika til forsvaret af Vesteuropa demonstrerede alliancen, at ethvert forsøg på at udøve politisk og militær tvang mod Europa ville være dømt til at mislykkes. På samme tid sikrede det, at de nationale forsvarspolitikker gradvist blev mere og mere integreret og afhængige af hinanden.

Den transatlantiske alliance
NATO's grundlæggende og vedvarende formål er at værne om medlemslandenes frihed og sikkerhed ved brug af politiske og militære midler. Med det formål for øje har NATO stået for sine medlemmers kollektive forsvar siden oprettelsen i 1949. NATO har endvidere fungeret som et centralt forum for konsultation om sikkerhedspolitiske emner af interesse for medlemmerne og har været en bærende søjle for fred og stabilitet i det euro-atlantiske område. Alliancen bygger på fælles værdier som demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincipper.

I 1955 oprettede Sovjetunionen, som modsvar til NATO, en østlig militæralliance med Albanien, Bulgarien, Tjekkoslovakiet, DDR, Ungarn, Polen og Rumænien, kaldet Warszawapagten. Under Den Kolde Krig var det primært truslen fra Sovjetunionen og Warszawapagten, som definerede NATO's rolle og formål. I begyndelsen af 1990'erne stod NATO over for en ny situation ved Sovjetunionens sammenbrud. Warszawapagten blev opløst efter pres fra de nyligt uafhængige østeuropæiske lande, og eftersom de gamle fjender var forsvundet, var der mange iagttagere som mente, at NATO's eksistensgrundlag også var forsvundet.

Men det viste sig hurtigt, at selvom Den Kolde Krigs afslutning havde fjernet den direkte trussel fra militær invasion, var ustabiliteten vokset nogle steder i Europa. I starten af 1990'erne brød en række regionale konflikter ud i Jugoslavien og i dele Sovjetunionen som følge af etniske spændinger, der truede med at sprede sig. NATO-landene kom hurtigt til den konklusion, at deres vilje til kollektivt forsvar, krisestyring og samarbejde gennem NATO fortsat var den bedste garanti for deres sikkerhed. Alliancen har påtaget sig en række nye, centrale opgaver, herunder indgåelse af partnerskaber med lande i Europa, Afrika, Mellemøsten, Kaukasus og Centralasien. Det har været nødvendigt med nye former for politisk og militært samarbejde for at håndtere regionale konflikter og bevare fred og stabilitet i Europa og i det euro-atlantiske område.

NATO har gennemført store indre reformer og tilpasset de militære strukturer og kapaciteter til de nye opgaver som f.eks. krisestyring, fredsbevarende og fredsskabende operationer samt at sikre, at strukturerne fortsat er i stand til at udføre de grundlæggende forsvarsmæssige opgaver.

I dag er alliancen involveret i stadigt flere aktiviteter, der tager sigte på at fremme samarbejdet med andre lande uden for NATO samt aktivt at imødegå det 21. århundredes udfordringer mod sikkerheden, herunder international terrorisme og spredning af masseødelæggelsesvåben. alliancen gennemgår en kontinuert forandringsproces, der påvirker dagsordenen med nye opgaver, nye medlemmer, nye kapaciteter og nye partnerskaber med det formål at NATO fortsat fungerer effektivt som garant for sikkerheden i et nyt sikkerhedsmiljø, der hele tiden forandrer sig. Efter flere udvidelsesrunder er der i dag 29 medlemslande.

Få et overblik over NATO’s medlemslande, her.

Den transatlantiske forbindelse
I dag danner NATO's europæiske og nordamerikanske allierede et bredt transatlantisk fællesskab, som dækker politiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige spørgsmål. Dette fællesskab er baseret på gensidig afhængighed, fælles værdier og fælles interesser.

Forskellige nationale holdninger betyder, at de allierede ikke altid er enige om hvilken handling, der bedst tjener deres fælles interesse. Men NATO's formål er netop at fremme konsultationer og diskussioner blandt dem, så der kan opnås konsensus, når det overhovedet er muligt.

NATO's medlemmer arbejder derfor sammen om en bredere transatlantisk dagsorden med fokus på at skabe langsigtede strategier vedrørende Ruslands aggressive handlinger mod Ukraine i øst og den voksende ustabilitet i syd samt tværnationale trusler der udfordrer sikkerheden i det euro-atlantiske område.