Spring til indhold

Det strategiske koncept

I november 2010 vedtog NATO’s stats- og regeringschefer et nyt strategisk koncept på Lissabon-topmødet. Det strategiske koncept udtrykker alliancens værdigrundlag og formulerer de strategiske målsætninger, aktivitetsområder samt de sikkerhedspolitiske rammebetingelser for alliancen. Konceptet er blevet revideret flere gange, således at alliancen kan forblive effektiv i et sikkerhedsmiljø, der er i konstant forandring.

Det strategiske koncept – kort fortalt
Det strategiske koncept fra 2010 udtrykker alliancens værdigrundlag, der er baseret på principper om individuel frihed, demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincipper. alliancen udtrykker i det strategiske koncept, at NATO støtter fuldt op om FN-pagtens formål og principper og genbekræfter, at det er FN's sikkerhedsråd, der har hovedansvaret for at opretholde international fred og sikkerhed.

Konceptet identificerer hvilke sikkerhedsudfordringer medlemslandene står overfor samt retningslinjer for hvordan de skal løses. Der identificeres tre kerneopgaver, som alliancen skal og vil udføre for at sikre medlemsstaterne, hvilket er kollektivt forsvar, krisestyring og kooperativ sikkerhed.

- Kollektivt forsvar: Alliancens største ansvar er at beskytte og forsvare Alliancens territorium og befolkninger imod angreb. I overensstemmelse med den såkaldte musketéred fra Washington-traktatens artikel 5, vil de allierede derfor forsvare hinanden i tilfælde af angreb. Kernen i den overordnede forsvarsstrategi udgøres af en passende sammensætning af nukleare og konventionelle kapabiliteter, der skal afskrække potentielle angrebsforsøg.

- Krisestyring: NATO vil engagere sig både før, under og efter konflikter der kan påvirke alliancens sikkerhed for henholdsvis at forhindre konflikters opståen, stoppe igangværende konflikter og stabilisere situationen efter en konflikt. Erfaringerne fra NATO-operationer i særligt Afghanistan og på Vestbalkan har vist, at der er behov for omfattende civil-militær samtænkning (comprehensive approach) for at sikre en effektiv krisestyring. Alliancen vil samarbejde med andre internationale aktører både før, under og efter kriser for at maksimere den overordnede sammenhæng og effektivitet i den internationale indsats.

- Kooperativ sikkerhed: NATO bliver påvirket af sikkerhedspolitiske udviklinger udenfor alliancens grænser. NATO søger derfor at styrke international sikkerhed gennem partnerskaber med relevante lande og internationale organisationer ved aktivt at bidrage til våbenkontrol, ikke-spredning og nedrustning. NATO's udvidelse har bidraget markant til sikkerheden for de allierede.

Flere lande søger om medlemskab af NATO og NATO’s udvidelsespolitik gør det klart, at alliancen er åben for alle europæiske demokratier.

Det nye koncept identificerer derudover bl.a. spredning af missiler og masseødelæggelsesvåben, terrorisme, cyberangreb og energisikkerhed som nogle af de områder, hvor medlemslandene står overfor sikkerhedsudfordringer.

Indhold og opbygning
Det nye strategiske koncept består af otte kapitler. Originalteksten til de forskellige kapitler kan også læses, her.

I første kapitel er konceptets forord, der kort opsummerer konceptets hovedbudskaber.

I andet kapitel beskrives alliancens kerneopgaver og principper. Det indeholder bl.a. NATO's helt fundamentale formål: at værne om medlemsstaternes frihed og sikkerhed ved hjælp af politiske og militære midler. NATO's medlemsstater udgør et unikt værdifællesskab baseret på principper om individuel frihed, demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincipper. Det bekræfter, at medlemsstaternes sikkerhed, på begge sider af Atlanten, er udelelig, og at alliancen vil fortsætte med at forsvare den Euro-Atlantiske sikkerhed på basis af solidaritet, fælles mål og fair byrdedeling. Kapitlet opridser også alliancens tre kerneopgaver: kollektivt forsvar, krisestyring og kooperativ sikkerhed.

I tredje kapitel beskrives sikkerhedsmiljøet som alliancen står overfor. Risikoen for et konventionelt angreb på NATO-landene er i dag lav. De største trusler alliancen står overfor er spredning af ballistiske missiler og masseødelæggelsesvåben, terrorisme, cyberangreb, ustabilitet eller konflikt udenfor NATOs territorium der fx kan medføre ekstremisme, terrorisme og illegale transnationale aktiviteter som handel med våben, narkotika og mennesker.

I fjerde kapitel udtrykkes alliancens syn på forsvar og afskrækkelse. Kapitlet udtrykker bl.a. at den største garant for alliancens sikkerhed er alliancens strategiske atomarsenal; Omstændighederne under hvilke NATO vil anvende atomvåben er dog ekstremt fjern; alliancen vil sikre sig, at den har de nødvendige kapabiliteter til at afskrække og forsvare sig imod enhver trussel mod NATO-befolkningernes sikkerhed.

I femte kapitel beskrives alliancens tilgang til sikkerhed gennem krisehåndtering. Da kriser og konflikter udenfor NATO's grænser kan udgøre en direkte trussel for NATO's territorium og befolkninger, vil NATO, hvor det er muligt og nødvendigt, engagere sig i at forhindre kriser i at opstå, håndtere igangværende kriser samt stabilisere postkonflikt situationer og støtte genopbygning. NATO vil samtænke civile og militære kapaciteter ved bl.a. at øge samarbejdet og koordinationen med andre internationale aktører og ved selv at oprette en passende civil krisehåndteringskapabilitet.

I sjette kapitel beskrives alliancens tilgang til sikkerhed gennem samarbejde. Som en naturlig konsekvens af NATO's analyse af sikkerhedsmiljøet (jf. kapitel 3) vil NATO fortsat deltage i at styrke våbenkontrol og fremme nedrustning af både konventionelle våben såvel som masseødelæggelsesvåben samt fremme indsatsen for ikke-spredning. Den Euro-Atlantiske sikkerhed sikres bedst gennem et globalt netværk af partnerskaber med relevante lande og organisationer baseret på fælles nytte og gensidig respekt.

I syvende kapitel beskrives NATO's reform og transformation. For at NATO kan udføre dens missioner er det nødvendigt at alliancen har tilstrækkelige finansielle-, militære- og menneskelige ressourcer til rådighed. Disse ressourcer skal dog anvendes så effektivt som muligt. Derfor vil NATO bl.a. arbejde for at: maksimere deployerbarheden af styrkerne og deres evne til at opretholde operationer, sikre maksimal sammenhæng mellem landenes forsvarsplanlægning for at reducere unødvendig duplikering, udvikle og anvende kapabiliteter i fællesskab, samt strømline NATO's struktur.

I ottende kapitel gives et bud på NATO som en Alliance for det 21. århundrede.