Spring til indhold

Irak

NATO og Irak er involveret i politisk dialog og praktisk samarbejde med henblik på at udvikle kapaciteten i Iraks sikkerhedsstyrker, dets forsvars- og sikkerhedsinstitutioner og dets nationale forsvarsakademier

NATO’s Mission Irak

NATO’s Mission Irak (NMI) er en trænings- og kapacitetsopbygningsmission, der skal bidrage til Iraks indsats for at bekæmpe terrorisme og stabilisere landet.
På topmødet i Bruxelles i juli 2018 godkendte NATOs stats- og regeringsledere en transformation af NATO’s trænings- og kapacitetsopbygningsaktivitet i Irak til en egentlig mission, NATO Mission Irak.
NMI finder sted i rammen af den globale koalition mod ISIL. NATO er medlem af Koalitionen mod ISIL, og der koordineres tæt mellem internationale aktører i Irak. NMI komplimenterer således den brede internationale indsats der skal styrke Iraks stabilitet og kapacitet i forhold til terrorbekæmpelse.
Transformationen af NATO’s aktivitet til NMI finder sted på baggrund af en anmodning fra premierminister Al-Abadi om yderligere NATO-assistance i Irak inden for blandt andet støtte til professionalisering af det militære uddannelsessystem, støtte til opbygning af den nationale sikkerhedsstruktur og rådgivning indenfor anti-korruption med henblik på terrorbekæmpelse.

Danmarks bidrag til NMI

Danmark vil fortsætte med at bidrage til kampen mod terrorisme for at skabe stabilitet og sikkerhed. Under den nye NATO træningsmission bidrager Danmark indledningsvist med 4 personer, men med mulighed for op til ca. 15 personer.

Du kan læse mere om NATOs nye træningsmission her. Og mere om NATO’s forhold til Irak her.

Danske soldater træner irakisk brigade på Al Asad-basen i Irak: Foto: Forsvarsministeriet
Danmarks bidrag til koalitionen mod ISIL

Danmark stiller en række militære bidrag til rådighed for den internationale koalition til bekæmpelse af ISIL, heriblandt specialoperationsstyrker, som forestår træning og rådgivning af de irakiske sikkerhedsstyrker. Styrkebidraget kan desuden støtte koalitionens samlede specialoperationsopgaver i kampen mod ISIL, herunder gennem selvstændig opgaveløsning i mere traditionelle specialoperationsstyrkeopgaver. Styrkebidraget omfatter op til cirka 60 personer. Desuden støtter Danmark koalitionen med et radarbidrag, der yder luftrumsovervågning til støtte for koalitionens luftoperationer. Danmark har endvidere udsendt et stabsbidrag til koalitionens hovedkvarterer.
Du kan læse mere om det danske bidrag i kampen mod ISIL her.