Spring til indhold

Afghanistan

Resolute Support Mission
NATOs Resolute Support Mission (RSM) er en trænings-, rådgivnings- og støttemission, som har til formål at støtte kapacitetsopbygningen af de afghanske sikkerhedsstyrker og institutioner. Det overordnede formål med NATO’s engagement er, at Afghanistan ikke igen bliver fristed for terrorister, der kan true Alliancens sikkerhed. RSM bidrager således til, at den afghanske stat på sigt selv kan skabe stabilitet og en bæredygtig fremtid for den afghanske befolkning. På topmødet i Bruxelles i juli 2018 besluttede NATO’s stats- og regeringsledere at fortsætte missionen med afsæt i den aktuelle betingelsesbaserede tilgang.


Foruden opretholdelsen af RSM var der på topmødet enighed om at forlænge det økonomiske tilsagn til de afghanske sikkerhedsstyrker til og med 2024, under forudsætning af at den afghanske regering vil gøre det samme. Ligeledes blev der udtrykt stor international opbakning til den afghanske regerings fredsinitiativ, som blev fremsat på Kabul II konferencen i februar 2018.


Læs mere om RSM på NATOs hjemmeside, her

Danske rådgivere og soldater fra Mobile Force Protection Team i Afghanistan. Foto: Forsvaret.

Danmarks bidrag til RSM
Danmarks militære indsats i Afghanistan har fokuseret på at træne og rådgive de afghanske sikkerhedsstyrker. Den danske indsats i rammen af RSM bidrager til udviklingen af et mere stabilt og udviklet Afghanistan, som er i stand til at varetage egen sikkerhed, fortsætte den demokratiske udvikling og fremme respekten for menneskerettigheder. I december 2017 besluttede den danske regering at øge det danske troppebidrag til RSM fra 100 til 155 soldater. De danske soldater bidrager med bl.a. træning og uddannelse af de afghanske sikkerhedsstyrker, militærpolitiopgaver, transportopgaver og opgaver for RSM-hovedkvarteret i Kabul. På topmødet i Bruxelles i juli 2018 gav Danmark tilsagn om at fastholde den finansielle støtte til de afghanske sikkerhedstyrker frem til og med 2024.

Danmarks militære bidrag er fordelt på følgende områder:

  1. Trænings- og rådgivningsbidrag til det afghanske officersakademi og officersskole, den afghanske hærs specialskoler og instruktører til opbygning af en afghansk C-130 transportflykapacitet.
  2. Støtte- og stabsbidrag til støtte af transport og sikring af rådgivere samt stabsofficerer, samt bidrag til militærpoliti i Kabul lufthavn.
  3. Logistik, administrativ og teknisk understøttelse til opretholdelsen af de danske styrker.

Læs mere om den danske indsats i Afghanistan, her.

ISAF (2003-2014)
Den NATO-ledede internationale sikkerheds- og stabiliseringsstyrke i Afghanistan, ISAF, blev i 2003 etableret med det formål at bistå de afghanske myndigheder med at varetage og udbrede sikkerheden i landet samt medvirke til at etablere og træne de afghanske sikkerhedsstyrker. Danmark deltog fra 2002 aktivt med styrkebidrag til ISAF og havde i perioden 2006-2014 op mod 750 soldater udstationeret i Afghanistan, primært i den sydlige provins Helmand. I 2011 blev overdragelsen af sikkerhedsansvaret til de afghanske myndigheder iværksat. Ved årsskiftet 2014-2015 overtog de afghanske sikkerhedsstyrker det fulde ansvar for Afghanistan og ISAF missionen overgik til Resolute Support.

ISAF-soldater i Kabul. Foto: NATO.